Der var kun én Charlie Hepdo – og det var i særdeleshed ikke mig. Jeg er i virkeligheden for flink til at være Charlie Hepdo, men jeg hashtaggede alligevel #jesuischarlie på instagram og rundt omkring på de sociale medier. For jeg var godtnok rystet.

Som de fleste andre blev jeg chokeret over drabet på i første omgang 12 mennesker på det Parisiske satiremagasin Charlie Hepdo, og jeg føler med dem i den rædsel, de må have gennemlevet de sidste minutter af deres liv.

For alle mennesker bør have ret til at ytre ideer og tanker – uden at skulle frygte for sit liv. Jeg tror helt ind i mit inderste væsen på retten til at give udtryk for alle slags holdninger – også de skæve og uønskede. Og at vi ikke skal give efter for terror, eller gå i panik over det der er sket. Vi skal sørge over det, huske de døde for det det stod for, og så ellers frygtløst at klø på med hverdagen.

Eller med andre ord:

“The fundamentalist believes that we believe in nothing. In his world-view, he has his absolute certainties, while we are sunk in sybaritic indulgences. To prove him wrong, we must first know that he is wrong. We must agree on what matters: kissing in public places, bacon sandwiches, disagreement, cutting-edge fashion, literature, generosity, water, a more equitable distribution of the world’s resources, movies, music, freedom of thought, beauty, love. These will be our weapons. Not by making war but by the unafraid way we choose to live shall we defeat them.

How to defeat terrorism? Don’t be terrorized. Don’t let fear rule your life. Even if you are scared.”

– Salman Rushdie, 2002

Og så må mit nytårsforsæt for 2015 være IKKE at læse JeSuisCharlie som Jesuit Charlie…