Jeg kan garantere dig for, at denne hund aldrig har bjæffet, gnavet i sofaen eller tisset på gulvet. Den fik ikke tyndskid efter at den havde ædt en hel Samsø-ost, og bliver ikke vanvittig, bare fordi nogen kører forbi med en trailer.

Til gengæld føler jeg mig som et ondt menneske, fordi den aldrig har eksisteret – for jeg har lavet den med brug af AI. Midjourney, for at være mere specifik.

Men hvad fanden gør vi? Hvordan løser vi problemet med AI? Fakta er, at konkurrencemomentet blandt os billedskabere lige er blevet fyret helt op på 11, da enhver med en computer nu potentielt er en billedmager.

Enhver økonomisk presset redaktion har nu muligheden for at skære ned på mængden af freelancere i stalden, og ethvert kommunikationsbureau kan skaffe sig en bunke referencemateriale overnight. Vi står overfor en den slags omvæltninger, som techgiganter og politikere kalder disruption, og hvad gør vi ved det?

Jeg har arbejdet en del med AI det sidste halve år, og processen er meget anderledes end at illustrere. Det er lettest at sammenligne med en AD’ers arbejde: man beskriver hvad man ønsker, og har derefter en kortere eller længere process med at finde frem til den endelige løsning. Men jeg behøver ikke AI. Jeg kan sagtens leve uden.

Men jeg ved også, at det får jeg nok ikke lov til. Det er en sær situation at stå i – Ville du f.esk. anskaffe dig en hund, du vidste i sidste ende ville bide dig?

 

Læs mere om AI i mit tidligere indlæg “AI – Hjælpemiddel eller konkurrent” her og min kommentar “Pandoras Æske” på Jons blog her.